Mål 10: Mindre ulighed
Reducer ulighed i og mellem lande.
Verdensmål 10 handler om at reducere ulighed i og mellem lande. Siden 2015 har de fleste lande oplevet, at indkomst- og forbrugsvæksten blandt de fattigste 40 procent af befolkningen har været højere end det nationale gennemsnit. Alligevel er der fortsat store forskelle mellem regioner og mellem lande med forskellige indkomstniveauer. Arbejdsindkomstens andel af BNP står stille, hvilket er med til at øge uligheden.
Den globale flygtningebefolkning er vokset til 37,8 millioner mennesker, især fra Afghanistan, Venezuela, Syrien og Ukraine, hvilket lægger et stort pres på humanitære systemer verden over.
Ulighed er et globalt problem, som kræver globale løsninger. Det indebærer en forbedring af regulering og overvågning af de finansielle markeder og institutioner, samt større udviklingsbistand og udenlandske investeringer til de regioner, hvor behovet er størst. Støtte til mere sikker migration og mobilitet for mennesker vil også være vigtigt for at mindske den stigende ulighedskløft.
At mindske ulighed er ét af de 17 verdensmål, som tilsammen udgør FN’s dagsorden for bæredygtig udvikling frem mod 2030. For at skabe reel forandring kræver det en helhedsorienteret indsats, hvor fremskridt på ét område går hånd i hånd med fremskridt på de andre.
Delmål og indikatorer
 
Inden 2030 skal der opnås og fastholdes en gradvis indkomststigning for de nederste 40 procent af befolkningen, der er højere end landsgennemsnittet.
Indikatorer
Væksten i husholdningsudgifter eller indtægt pr. indbygger blandt de nederste 40 procent af befolkningen og den samlede befolkning.
 
Inden 2030 skal enhver, uanset alder, køn, handicap, race, etnicitet, oprindelse, religion eller økonomisk eller anden status, i højere grad inddrages i sociale, økonomiske og politiske beslutninger.
Indikatorer
Andel af mennesker, der lever for under 50 procent af medianindkomsten, fordelt på alder, køn og personer med handicap.
 
Alle skal sikres lige muligheder, ligesom samfundsforårsaget uligheder skal reduceres, bl.a. ved at afskaffe diskriminerende love, politikker og skikke, og ved at fremme hensigtsmæssig lovgivning, politikker og foranstaltninger til at imødegå dette.
Indikatorer
Andel af befolkningen, som har rapporteret, at de personligt har følt sig diskrimineret eller chikaneret inden for de foregående 12 måneder på grundlag af en forskelsbehandling, der er forbudt ifølge den internationale menneskerettighedslovgivning.
 
Udviklingslandene skal sikres øget repræsentation og stemme i beslutningstagning i de internationale økonomiske og finansielle institutioner, med henblik på at opnå mere effektive, troværdige, ansvarlige og legitime institutioner.
Indikatorer
Andel af medlemmer og stemmerettigheder fra udviklingslande i internationale organisationer.
 
Der skal faciliteres en velordnet, sikker, regulær og ansvarlig migration og mobilitet af for personer, herunder gennem implementering af planlagte og velforvaltede migrationspolitikker.
Indikatorer
Ansættelsesomkostningerne båret af medarbejdere som andel af den årlige indtægt i bestemmelseslandet.
Antal af lande, der har implementeret en velforvaltet migrationspolitik.
 
Princippet om særlig og differentieret behandling skal implementeres for udviklingslandene, især de mindst udviklede lande, i overensstemmelse med aftaler i Verdenshandelsorganisationen.
Indikatorer
Andel af toldpositioner gældende for import fra de mindst udviklede lande og udviklingslande, der er fritaget for told.
 
Der skal opmuntres til at give officiel udviklingsbistand og finansielle tilførsler, herunder direkte udenlandske investeringer, til lande, hvor behovet er størst, og især til de mindst udviklede lande, de afrikanske lande, udviklingslande uden adgang til havet, og små udviklingsøstater. Bidrag og investeringer skal gives i overensstemmelse med udviklingslandenes nationale planer og programmer.
Indikatorer
Total ressourcetilførsel til udvikling opdelt efter modtager- og donorlande, og type af finansiel tilførsel (f.eks. officiel udviklingsbistand, direkte udenlandske investeringer og andre tilførsler).

 
			 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
